gæsteblogger guide

Overvejer du at have en gæsteblogger på din blog? I indlægget her fokuserer vi på, hvordan du kan benytte dig af gæstebloggere. Hvis du virkelig vil gøre dig selv kendt i blogverdenen, kan det være en rigtig god idé at række hånden ud til andre dygtige bloggere.

Gæstebloggere er også virkelig gode at have i baghånden. Eksempelvis, hvis du gerne vil give dine læsere et frisk pust, mangler indhold, og især til at skabe sund og god kontakt til andre bloggere.

Udover det, så er gæsteindlæg også med til at skabe trafik til din blog. Et godt SEO-optimeret indlæg kan give trafik fra Google, og hvis du er heldig, vil gæstebloggeren også promovere gæsteindlægget på din blog til sine følgere.

Så hvorfor ikke komme i gang på den bedst mulige måde med de bedste tips fra os? Her i indlægget deler vi både en guide og vores råd til dig, som gerne vil have gæstebloggere på din blog. Der er nemlig flere måder at gøre det på. Så læs med 😉

Læs dette, INDEN du bruger en gæsteblogger

Det er vigtigt at pointere, at alle gæsteindlæg ikke vil være godt for din blog. Gæsteindlæg skal give mening for din blog og skabe værdi for din læser. Sørg derfor for at vælge dine gæstebloggere med omhu. Det skal gerne være bloggere, der bidrager med en særlig viden, som du måske ikke selv har. Det kan også være en problematik, som de kender til, og du ikke gør.

Og de skal selvfølgelig blogge om noget i forvejen, som dine læsere gerne vil læse om. Prøver du at tiltrække en bestemt målgruppe til din blog, så er det en god idé at bruge en gæsteblogger, som allerede rammer den målgruppe.

Indlægget skal gerne indeholde tips og inspiration. Gæstebloggeren kan for eksempel lave en guide om et emne, du ved dine læsere eller potentielle læsere, gerne vil vide mere om.

En løsning kan også være, at du interviewer gæstebloggeren, og så deler spørgsmål og svar på din blog. På den måde har du mere kontrol over indlægget, og du kan spørge ind til ting, du ved interesserer din målgruppe. Det vigtigste er, at indlægget skaber værdi for dem, der læser med.

Google har øje på bloggerne

Inden for SEO-optimering hører vi i disse dage om ord, som Google ikke bryder sig om, og som vil hive dit indlæg ned i søgeresultaterne. Vi ved, dette er tilfældet med “Reklame” og “Annonce”-indlæg, og vi har hørt rygter om, at det også gælder ord som “gæsteblogger”, “gæsteindlæg” og lignende. Det er selvfølgelig værd at tænke over, inden indlægget udgives. En løsning er for eksempel at lave ordet “Gæsteblogger” på selve billedet til indlægget, men uden at selve ordet optræder i teksten.gæsteblogger guide

Giv din gæsteblogger sin egen bruger på din blog

Hvis du har en blog, hvor det giver mening at have en fast gæsteblogger, så er der flere fordele ved at oprette din gæsteblogger som bidragsyder på din blog.

I WordPress kan du oprette brugere som bidragsyder, hvilket vil sige, at de selv kan logge ind på din blog og skrive blogindlæg. Som bidragsyder har gæstebloggeren dog kun begrænset adgang til din blog, og har ikke mulighed for at ændre noget på din blog.

En bidragsyder kan kun logge ind på sin egen profil, skrive indlæg, lave metabeskrivelse og gemme det færdige indlæg som kladde, som du så kan tilrette og udgive. Med andre ord, så er det stadig dig, der har kontrol over din blog. En bidragsyder har heller ikke mulighed for at tilføje billeder til blogindlægget, og kan ikke selv udgive indlægget.

Vær opmærksom på, at en bidragsyder kan se titlerne på de indlæg, du har liggende som kladder. Det kan altså være et minus for dig, hvis du ønsker at holde dette hemmeligt.

Sådan tilføjer du en bidragsyder på din blog

Hvis du vælger at oprette din gæsteblogger som bidragsyder på din blog, har vi her lavet en lille guide til dig. Det er heldigvis virkelig nemt.

1. Start med at gå til Brugere i dit WordPress Kontrolpanel og klik på Tilføj ny

opret bidragsyder på wordpress

2. Indtast oplysningerne for din gæsteblogger. Brugernavn, E-mail og Websted.

3. Under Rolle klikker du på dropdown-ikonet og vælger Bidragyder.

oprettelse af bidragsyder på wordpress

4. Indtast relevant metadata for din gæsteblogger.

5. Sørg for at markere boksen: Send den nye bruger en e-mail om dennes konto.

6. Klik på Tilføj ny bruger

opret bidragsyder på din blog i wordpress

Når du har klikket Tilføj ny bruger, får din gæsteblogger en mail med et link, de skal klikke på for at lave et kodeord til deres konto på din blog. Herefter kan gæstebloggeren gå ind og skrive sit første gæsteindlæg hos dig. Nemt ikke?

Gæstebloggeren kan også udfylde en biografi om sig selv samt indsætte et profilbillede. Vi har lavet en guide Få profilbillede i dine kommenaterer, der viser, hvordan du får et profilbillede vist.

gæsteblogger guide

Gæsteindlæg som dokument

Hvis gæstebloggeren kun skal lave ét indlæg til din blog, eller du ikke ønsker, at de skal kunne logge ind på din blog, kan du i stedet bede dem om at sende deres indlæg til dig i et dokument.

Her vil processen se således ud:

  1. Gæstebloggeren skriver et indlæg til dig og gemmer det i et dokument. – Vær opmærksom på, at de skal markere, hvor eventuelle billeder skal tilføjes.
  2. De sender dokumentet til dig sammen med billeder.
  3. Du opretter selv indlægget på din blog med gæstebloggerens tilsendte indhold.
  4. Du indsætter selv billeder, og SEO-optimerer indlægget.

For nogle er dette den bedste løsning, da de ikke ønkser at andre er brugere på deres blog. Det er en lidt mere tidskrævende løsning for dig, men der er stadig rigtig mange bloggere, som gør det sådan.

Det er smag og behag og helt op til dig, hvordan du ønsker at gøre det 😊

Send gæsteindlægget til godkendelse

Inden du udgiver gæsteindlægget, kan du sende det til godkendelse hos gæstebloggeren. Dette kan du nemt gøre ved hjælp af pluginnet “Public Post Preview”.

1. Installer pluginnet “Public Post Preview” på din blog.

2. Aktiver pluginnet.

sponsoreret indlæg plugin gæsteblogging

3. Gå til dit indlæg og vælg “Enable public preview”.

4. Kopier preview-linket.

5. Linket sender du så til din gæsteblogger, og så kan hun godkende indlægget, inden du udgiver det.

Gæsteblogger guide plugin public post previewlink

Lav retningslinjer for din gæsteblogger

Inden din gæsteblogger skriver indlægget til dig, er det vigtigt at lave nogle retningslinjer for indlægget. Det er en god idé på forhånd at forventningafstemme, hvordan samarbejdet skal foregå. På den måde er der også større chance for, at du får et indlæg, der er spot on til din blog.

Er du i tvivl om, hvilke retningslinker, du skal lave for gæstebloggerne på din blog? Bare rolig vi giver dig nogle eksempler lige her.

Retningslinjer for gæstebloggere

  • Minimum og maximum antal ord – Så det passer med resten af din blog.
  • Antal links til deres egen blog – Det er en god idé at få aftalt, inden indlægget skrives.
  • Undgå dobbelt indhold – Gør det klart, at gæstebloggeren skal levere nyt indhold, og altså ikke kopiere indhold fra sin egen blog. Det er rigtig dårligt for din SEO med dobbelt indhold.
  • Aftal emnet på forhånd – Det er en god idé at aftale, hvad der reelt skal skrives om. Så undgår du også, at gæstebloggeren skriver om noget, du allerede har skrevet om på din blog.
  • SEO-optimeret indlæg – Hvis indlægget skal findes på Google, så du får trafik til din blog, så er det vigtigt at bede om et SEO-optimeret blogindlæg. (I kan også aftale, at du selv tilretter og SEO-optimerer)
  • Der er læst korrektur – Det er aldrig fedt at rette sin gæstebloggers indlæg igennem. Så sørg for at bede om, at der er læst korrektur på indlægget.
  • Sprog – Hvis du for eksempel har en streng politik om slang, bandeord eller andre sprogregler på din blog, så nævn det for din gæsteblogger.
  • Tone – Hvis du gerne vil holde din blog positiv, så kan du sagtens frabede dig negative indlæg, rants og så videre.
  • Reklame og affiliate links – Generelt anbefaler vi, at du frabeder dig gæsteindlæg, som indeholder reklame og affiliate links.
  • Links til eget nyhedsbrev – Vi anbefaler, du frabeder dig links til deres eget nyhedsbrev.
  • Regler om billeder – Skal gæstebloggeren selv levere billeder, så sørg for, at rettighederne til dem er i orden.

Læs også: Gæsteblogging – Sådan bliver du den bedste gæsteblogger

Kunne du tænke dig at bruge en gæsteblogger på din blog? men ve ddu ikke helt hvordan du skal finde dem. Så kig vores bloggerkartotek igennem. Måske finder du nogle du kan gæsteblogge hos eller som du vil invitere til at gæsteblogge hos dig.

Vil du have tips til blogging?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få masser af tips og inspiration til blogging
samt seneste nyt fra Bloggers By Heart.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, accepterer du, at vi må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om kurser, events og produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig vores nyhedsbrev igen.

Læs vores privatlivspolitik her.