Elsker du at læse, og vil du gerne skabe mere engagement blandt dine læsere, så er et readathon måske noget for dig? Kig med her, hvor vi guider dig til, hvordan du kan lave en virtuel bogklub med dine læsere.
Hvad er et readathon?
Readathon er betegnelsen for et bogmarathon, der foregår fra 24 timer eller helt op til en uge. Du udvælger en serie af bøger, der skal læses ud fra din niche eller interesser, og så forbereder du dig med snacks og ro i hjemmet, så du har tid og overskud til at lave en fed readathon.
Begrebet Readathon blev startet af en kvinde ved navn Dewey tilbage i 2007, og er sidenhen blevet et populært fænomen verden over. To gange om året kan man deltage i Dewey’s Readathon, men du kan også vælge at afholde dit eget. Det hjælper vi dig med lige her.
Hvordan kan et readathon gavne din blog?
Ekspert inden for din niche
Hvis du er bogblogger giver det selvfølgelig sig selv, men du kan også godt holde et readathon, selvom du blogger om andre emner. Ved at lave et readathon med bøger inden for din niche, giver du dig selv ekspertstatus inden for den niche, og dine følgere vil føle sig inspirerede af dig.
Du kan få værdifuld trafik til din blog
Hvis du laver en god readathon, som virkelig lægger sig op ad din blogs niche, vil du kunne få rigtig meget opmærksomhed til indlægget direkte fra Google. Indlægget vil også nemt kunne deles i Facebookgrupper, der også kredser om din niche, og du vil generelt kunne få rigtig meget aktivitet ud af dette event.
Mulighed for samarbejder med virksomheder
At afholde et readathon er en god måde at komme i kontakt med forlag, forfattere og virksomheder på. Du kan for eksempel indgå aftaler om bøger, du får til anmeldelse, og du kan ofte udlodde en eller flere bøger i en konkurrence til dine læsere.
Læs også: Sådan laver du et professionelt mediekit til din blog
Du styrker fælleskabet
Sidst men ikke mindst, så er et readathon en rigtig god måde at styrke fællesskabet med dine læsere på. Du kan involvere dem i processen om din (eller jeres) readathon, og på den måde skabe sammenhold både blandt dine læsere og med dig.
Sådan afholder du et readathon
Egentlig er konceptet bag readathons meget simple. Du finder en række bøger, du vil læse, og læser disse over en bestemt tidsperiode. Men vil du gerne styrke fællesskabet med dine læsere, så kan du med fordel involvere dem i din readathon.
1. Find et tidspunkt – Du kan enten selv bestemme tidspunktet eller lade dine læsere stemme om nogle datoer, du udvælger. Når datoen er fundet, så inviter alle dine følgere til at deltage. Brug din blog, dine sociale medier og evt. nyhedsbrev til at informere dine læsere om dit readathon.
2. Udvælg bøgerne – Du kan udvælge bøgerne selv eller vælge bøgerne i samarbejde med dine læserne. Du kan med fordel opfordre læserne til at svare dig i dit kommentatfelt, i Stories på Instagram osv. Husk at fortælle om din readathon i god tid, så dine læsere kan nå at skaffe de bøger, I skal læse.
Tip! Det er en god idé at vælge nogle tynde bøger, da det kan være ret udmattende at læse flere store bøger. Lav en readathon der kan gennemføres af de fleste. Det bedste er jo, at dine læsere får en rigtig god oplevelse med din readathon, og har lyst til at være med en anden gang.
3. Lad dit readathon nære fællesskabet – Brug din readathon til at bringe folk sammen og nære dit fællesskab. Dette kan gøres gennem opslag, meningsmålinger og meget andet. Brug dine sociale medier så meget som muligt og sørg for løbende at huske dine læsere på, hvornår dit Readathon foregår. Fortæl om dine egne forberedelser og lad dem fortælle om deres. Du kan for eksempel vise, hvilke snacks du har planer om at spise, og hvilket miljø du har tænkt dig at læse i.
Bloggers By Heart Readathon
Savner du ny inspiration til, hvad du skal læse? Så er der godt nyt til dig 😊 I maj måned kører vi hos Bloggers By Heart en Readathon-serie, hvor vores bloggere anmelder forskellige bøger.
Der vil blive anmeldt bøger inden for mange forskellige genrer, og vi vil vove den påstand, at der vil være noget for enhver smag.
Du kan blandt andet glæde dig til at læse anmeldelser om bøger inden for mad, natur, rejser, karriere og selvudvikling. Og der bliver også mulighed for at vinde nogle af bøgerne!
Mangler du inspiration til sommerens læsning, så følg med, når vi anmelder bøger fra den 6. til den 25. maj. Måske du også selv vil sætte en dag af til at læse i den periode? Så brug gerne hashtagget #bbhreadathon på Instagram, så vi kan følge med og eventuelt dele dit opslag eller story 😊
Første anmeldelse finder du den 6. maj hos Curlycamper.dk
Vi holder dig opdateret på vores Instagram, så du kan se, hvor du kan læse dagens boganmeldelse. Følg os på Intagram her!